Hvilken vin passer til julemaden? Bliv klogere med NÆRVÆR’s sommelier

Middagen juleaften er et af de måltider, vi ser frem til hele året. I familiens skød og med dem, der betyder allermest for os. Derfor gør vi også meget ud af selve måltidet. Og selvfølgelig skal vinen i glasset passe til middagen. Men hvilken vin passer til julemaden? Det kan du finde ud af her, hvor NÆRVÆR’s sommelier giver dig et par enkle tricks til at vælge den helt rigtige vin.

Hvilken vin passer til julemaden? Det spørgsmål har du måske stillet dig selv en del gange uden helt at komme frem til at vælge den vin, der giver dig julelys i øjnene. Men bare rolig. Her guider NÆRVÆR’s sommelier Michael Faurholt Pedersen dig godt på vej med et par enkle tips og tricks til at få valgt den helt rigtige vin.

Julemaden er som bekendt en ret fed størrelse. Og det stiller nogle krav til vinen juleaften. Derfor får du her tre specifikke vinanbefalinger af Michael Faurholt Pedersen. En til inden selve middagen. En til julemiddagen. Og en til efter maden.

Champagne inden middagen

Hov, tænker du måske. Kan det virkelig være rigtigt? Og ja, det kan det. Champagne har, på grund af de jordbundsforhold, den bliver dyrket under, oftest en høj syre. Det er med til at forberede munden på at spise al den fede mad. Og så er det også med til at understrege, at juleaften er en fest.

”Rent fysiologisk får syre i vin din mund til at løbe i vand, og det gør, at du faktisk bliver mere klar til at spise maden. Jeg vil anbefale en NV Gosset Grande Reserve fra Gosset, som er det ældste vinhus i Champagne. Den har en dejlig kompleksitet med friske stenfrugter og en rigtig dejlig mousse”, siger Michael Faurholt Pedersen.

Champagnen kan du i øvrigt nyde på NÆRVÆR til enhver lejlighed. Og så kan den købes til 425 kroner hos vinhandler Otto Suenson.

Hvilken vin passer til julemaden?

Så kommer vi til selv julemiddagen. Her skal vi have fat i en rødvin med lidt mere kraft, fylde og sødme til at stå imod den lidt mere fede julemad.

”Sødme i vin går godt sammen med fede retter. Jeg vil anbefale en Cabernet Sauvignon fra Californien fra det ikoniske vinhus Francis Ford Coppola. Den er spækket med solmodne kirsebær og solbær, og så har den en dejlig krydret profil, som matcher både flæskestegen og andestegen rigtig godt. Vinen har en fantastisk frugtsødme og bløde tanniner”, fortæller Michael Faurholt Pedersen.

Vinen kan du også købe hos Otto Suenson for 189 kroner.

Hyggevin efter julemiddagen

Efter en tung julemiddag er maven sikkert både mæt og fuld. Derfor er det godt at finde en lidt mere let vin, du kan hygge med resten af aftenen.

”Jeg vil klart selv ty til en Bougogne Rouge fra Michel Magnien. Vinen har en del druer, der kommer fra deres bedre marker men fra unge vinplanter. Derfor får du her en Bourgogne Rouge, som kan mere og vil mere til en billigere pris. Og det er jo skønt at få lidt mere for sine penge. Vinen er let men kompleks på samme gang. Masser af lyse modne hindbær og lidt sort peber. Et virkelig godt eksempel på en Bourgognevin til menneskepenge”, fortæller Michael Faurholt Pedersen.

Vinen kan også købes hos Otto Suenson til 235,-

Del på:

Relaterede historier