Tranquilo Bikinis’n’Cocktails by NÆRVÆR: Her er Kødbyens nye hotspot

Hele fem barer og fire forskelligt indrettede rum. Tranquilo Bikinis’n’Cocktails by NÆRVÆR er Kødbyens nye hotspot. Det er her, du læner dig tilbage, tager den med ro og nyder en cocktail eller lækker bikini toast. Det er her, du samler vennerne fredag aften til byens bedste drinks og god musik. Det er her, du kan sidde og spise østers med vin og bobler. Og det er her, du kan lære mere om både cocktails og vin til forskellige arrangementer. Kort sagt. Tranquilo vil sætte nye standarder for oplevelser i Kødbyen.

Tag den med ro. Slip alle bekymringer. Og slap helt af. Tranquilo betyder mange ting på spansk. På dansk lægger NÆRVÆR med Tranquilo op til at skabe et oplevelsesbaseret rum i Kødbyen fyldt med alt det, der er godt her i livet.

Lidt spansk er der dog i sigte. Menukortet bliver nemlig præget af den spanske strandsnack, bikini toast, der mest er kendt fra Barcelona. Med trøffel, serranoskinke og ost. På Tranquilo kommer den også i flere varianter. Både faste og sæsonbetonede, som køkkenchef Camilo Rosas udvikler. Han har selv sydlandske aner.

”Der bliver en fem-seks luksusvarianter af den her bikini toast. Derudover kommer vi også til at have lidt kolde snacks og enkelt varm ting. Konceptet er, at det hele skal kunne spises med en gaffel eller fingrene”, fortæller Camilo Rosas.

Cocktails i lange baner

På drikkekortet kommer cocktails i fokus. Der vil dog også være et stort udvalg af vine, som man allerede kender det fra NÆRVÆR i Strandgade.

”Vi kommer til at lave vores helt egne cocktail-kreationer. Der kommer både til at være klassiske cocktails, signaturdrinks og sæsonprægede cocktails”, fortæller restaurantchef og sommelier Michael Faurholt.

Han har i samarbejde med NÆRVÆR’s bartendere udviklet flere populære signaturdrinks til Strandgade. Og allerede nu afslører han, at der også bliver udviklet helt unikke cocktails til Tranquilo.

Meget mere end en almindelig oplevelse

Som man kender det fra lækre barer og restauranter i udlandet, specielt i New York, så bliver Tranquilo en oplevelse ud over det sædvanlige. Hvert rum er indrettet forskelligt, og hvert rum lægger op til en ny oplevelse.

”Man skal som gæst kunne gå på opdagelse i Tranquilo. Det bliver noget helt særligt for Kødbyen, og vi glæder os meget til at kunne åbne og vise det hele frem”, siger indehaver Finn Paulsen.

Tranquilo Bikinis’n’Cocktails by NÆRVÆR åbner så snart, restaurationer igen får lov til at åbne op. Den kommer til at ligge på Flæsketorvet 13A.

Om formiddagen bliver der fokus på kaffe og snacks, mens der resten af dagen bliver fokus på en hurtig frokost enten to stay eller go, cocktails og gode oplevelser.

Og har du en indre bartender, tjener eller lignende, der venter på at springe ud, så hører Tranquilo meget gerne fra dig. Du kan søge job ved at sende en mail til job@naervaer.dk

LÆS OGSÅ: Opskrift på Espresso Martini: Sådan laver du verdens bedste

Del på:

Relaterede historier